Hvis du er importør eller indkøber til EU?

Som direkte importør til EU af indholdsstoffer i kemiske produkter og i artikler har I forpligtelser. Der er registreringspligt for samtlige indholdsstoffer i kemiske produkter, men kun registreringspligt for de stoffer, der er beregnet til at blive frigivet fra artikler. Der er en mængdegrænse på 1 ton pr. stof pr. importør pr. år før registreringspligten træder i kraft.

For artikler, der indeholder mere end 0,1% af et kandidatstof og hvor tonnagen af dette stof i artiklen kommer over 1 ton/årligt, er der som udgangspunkt en anmeldepligt. Denne pligt træder i kraft 1. juni 2011. Der er to undtagelser fra dette krav:

1. Hvis producenten eller importøren kan udelukke eksponering af mennesker og miljø ved normal eller rimelig forventet anvendelse.

2. Hvis stoffet allerede er registreret af andre til den pågældende anvendelse. 

I skal altid informere professionelle kunder/brugere, hvis artiklerne indeholder "særligt problematiske stoffer (kandidatlistestoffer)". Almindelige forbrugere/kunder skal have informationen, hvis de anmoder om det. Oplysningerne skal gives indenfor 45 dage.

Leverandører af kemiske stoffer og kemiske produkter skal oplyse om disse stoffer via sikkerhedsdatabladet eller lign., der også skal videregives til professionelle kunder/brugere. Almindelige forbrugere/kunder skal have sikkerhedsdatabladet og/eller oplysninger om stofferne, hvis de anmoder om det.

Hvis I importerer kemiske stoffer og produkter vil jeres forpligtelser ligne de pligter, der gælder for producenter. Hvis I importerer direkte til EU, bør I kontakte jeres leverandør for at få opklaret om denne vil udpege en ene-repræsentant i EU, som vil sørge for at opfylde de forpligtelser, der påhviler importøren.


poseEU

Det er dit ansvar at:

  • Forespørge hos producenten/leverandøren af kemiske produkter/artikler om oplysninger på de kemiske indholdsstoffer og sørge for en registrering af disse.

 

  • Forespørge hos producenten/leverandøren af artikler om, hvorvidt de indeholder "særligt problematiske stoffer (kandidatlistestoffer)" og i givet fald med hvilken procent. Producenten har pligt til at kunne give disse oplysninger. I skal videregive informationen til jeres kunder, hvis en artikel indeholder stoffer fra kandidatlisten i koncentrationer over 0,1 %.

 

  • Sikre, at der findes det sidst gældende sikkerhedsdatablad på dansk, som leverandøren har udarbejdet for det pågældende kemiske produkt. Der må også meget gerne foreligge det tekniske datablad for produktet. I begge datablade kan der være oplysninger vedrørende REACH, som kunden skal have.

 

  • Videregive til / informere dine kollegaer, der skal give disse oplysninger videre til kunden og selv anvende sikkerhedsdatablade for sikker håndtering i virksomheden. 

 

  • HUSK - I har pligt til at gemme sikkerhedsdatablade og andre dokumenter i henhold til REACH i 10 år efter sidste levering af produktet/stoffet.
 

Du bør huske:

  • Fra den 1. juni 2007 skal enhver leverandør af et kemisk stof eller et kemisk produkt, hvortil der ikke kræves sikkerhedsdatablad give modtageren alle foreliggende oplysninger om stoffet for at gøre det muligt for downstream brugeren at lave den særlige kemiske arbejdspladsvurdering, fastlægge og gennemføre de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger. Disse oplysninger skal leveres i papirform eller elektronisk senest ved den første leverance efter 1. juni 2007.

 

  • Efter 1. juni 2009 skal der tillige gives oplysninger om eventuelle anvendelses-begrænsninger. Når godkendelsesordningen er implementeret skal det også oplyses hvorvidt stoffet kræver godkendelse. Når stoffet er registreret, skal der leveres oplysninger om hvorvidt visse test er blevet tilladt udeladt fordi registranten har dokumenteret at eksponeringen er lav. Leverandøren skal ajourføre oplysningerne hvis en godkendelse bliver meddelt eller nægtet, hvis der bliver vedtaget en begrænsning eller hvis der kommer nye oplysninger, som kan påvirke sikkerhedsforanstaltningerne, eller nye oplysninger om farer. De ajourførte oplysninger skal leveres gratis til alle de modtagere, som leverandøren har leveret til indenfor de seneste 12 måneder.
 
 t
    Danske Byggecentre    ·    Mediafarm    ·    Worklife    ·    Miljøstyrelsen